Med dette års Summer Jazz koncert skydes European Jazz Collective i gang med et samarbejde mellem den tyske toppianist Florian Weber og en dansk stjernetrio med bassist Jesper Bodilsen, saxofonist Benjamin Koppel og trommeslager Martin Andersen.
Musikken er moderne jazz, der trækker tråde til både europæisk og amerikansk musikhistorie og er primært komponeret af de fire musikere, der sammen udveksler musikalske erfaringer og forhåbninger og med European Jazz Collective sætter musikalsk fællesskab på dagsordenen. Visionen om at musik favner og samler kombineret med improvisationen som ramme for åbenhed og mod giver de fire virtuose musikere det perfekte afsæt for at komme med deres helt personlige og yderst aktuelle bud på, hvad rytmisk samtidsmusik er, kan være og kan få af betydning.
Florian Weber har igennem en årrække samarbejdet med den nyligt afdøde saxofonlegende Lee Konitz (der tidligere optrådte med Koppel på SummerJazz), Jesper Bodilsen har placeret sig stærkt som en af de mest efterspurgte bassister på den europæiske musikscene med tætte samarbejder med musikere som Stefano Bollani og Enrico Rava og Martin Andersen har udover et fornemt CV i Danmark også en storslået karriere i Spanien, hvor han arbejder med de største spanske jazznavne. Og Koppels alsidighed er så rigeligt præsenteret i resten af dette års Summer Jazz program.
Lineup: Jesper Bodilsen, Martin Andersen, Benjamin Koppel, Florian Weber
Sted: Online fra Betty Nansen